Studieundersøgelse: Erhvervsakademierne sikrer god trivsel og tryghed på studiet

Nyhed

Langt de fleste erhvervsakademistuderende trives på deres uddannelse, oplever tryghed i undervisningen og har gode sociale fællesskaber ifølge Danmarks Studieundersøgelse 2023, der bliver gennemført af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Studerende CPHBusiness

Spørgeskemaundersøgelsen bliver hvert andet år sendt ud til studerende samt nyuddannede på de videregående uddannelser for at tage temperaturen på deres vurdering af uddannelsernes kvalitet og relevans.  

I undersøgelsen bliver der spurgt ind til temaer som fagligt og socialt miljø, læringstilgang, trivsel, sammenhæng mellem uddannelse og job og overgang til job. 

 

Positive resultater 

Kigger vi ind i resultaterne fra Danmarks Studieundersøgelse, der blev indsamlet i oktober 2023, er der mange områder, hvor det ser positivt ud for erhvervsakademierne. Retter vi blikket specifikt mod trivsel og oplevelsen af at føle sig tryg på studiet, kan vi se, at 8 ud af 10 af de adspurgte studerende fra erhvervsakademierne generelt føler sig rigtig godt tilpas på deres uddannelse. Det ligger en anelse over niveauet for professionshøjskoler og universiteter. 

Der er samtidig en større andel af studerende, der sjældent eller aldrig har oplevet at føle sig ensomme på studiet.  

DK_Studieundersøgelse23_1

 

Kigger vi på de studerendes besvarelser i forhold til tryghed i undervisningssituationen, ser det også positivt ud for erhvervsakademierne. Her oplever halvdelen, at det er trygt at stille spørgsmål og deltage aktivt i undervisningen uden at være tilbageholdende af frygt for at risikere at se dum ud i undervisningen. 

DK Studieundersøgelse23_2

 

Overgang til arbejdsliv kan styrkes 

Der er også enkelte steder i studieundersøgelsen, hvor der er plads til forbedring, når man spørger dimittenderne. Ved spørgsmålet om, hvorvidt uddannelsen har rustet dem til deres nuværende eller seneste job, er de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser ikke så godt med som uddannelserne på universiteterne.  

Her svarer 16 procent af de adspurgte dimittender fra erhvervsakademierne, at de er uenig/helt uenig i, at deres uddannelse har rustet dem til arbejdslivet mod 9 procent på universiteterne. 

DK Studieundersøgelse23_3

 

Den samme tendens ses også ved spørgsmålet om, hvorvidt dimittender fra erhvervsakademierne ville have valgt en anden uddannelse eller uddannelsessted, hvis de havde mulighed for at vælge om. Her svarer en fjerdedel af de adspurgte dimittender, at de er helt enig/enig. Dog er næsten halvdelen helt uenig/uenig, og der dermed tilfredse med deres valg af uddannelse. 

DK Studieundersøgelse23_4

 

De samme niveauer gør sig gældende for professionshøjskolerne, mens der er flere dimittender fra universiteterne, nemlig 60 procent, der er helt uenige/uenige i, at de ville vælge en anden uddannelse.